Kalundborg Rock’er:
Danmarks mest bæredygtige festival

Gratis øl til miljøbevidste festivalgæster
det er et af tiltagene fra Kalundborg Rock’er
i håbet om at blive landets mest bæredygtige festival.

Når Kalundborg Rock’er for 10. år skydes i gang den 31. Juli, så åbnes portene ikke blot for en forrygende vestsjællandsk folkefest med nogle af landets mest populære kunstnere på scenen, men også for et hidtil uset miljømæssigt engagement fra festivalens side.

»Vi ønsker at sende et signal til omverdenen om, at selv om vi holder fest og hygger os, så kan man godt tænke i bæredygtighed,» lyder det fra festivalens talsmand Søren B. Knudsen.

Det bæredygtige tema for festivalen er kun første skridt mod en 100 procent bæredygtig festival, som Søren B. Knudsen håber, at han kan præsentere publikum for næste år.

»Vi er nået rigtig langt allerede i år, men vores fokus er hele tiden, at vi skal blive endnu bedre i 2010,» siger han.

En øl for at tænke på miljøet

Fokus i år er især på affaldssorteringen, hvor Kalundborg Kran og Container er en tæt samarbejdspartner til glæde for miljøet. Derudover har festivalledelsen været i nær kontakt med alle boderne på pladsen, og en dialog om bæredygtighed betyder, at alle boder præsenterer så mange Fair Trade-mærkede produkter som overhovedet muligt, og endelig har Kalundborg Rock’er opfundet den såkaldte øl’ro.

Øl’roerne uddeles til festivalgæster, der er med til at vise hensyn til naturen og miljøet gennem at affaldssortere sit affald, og kan – selvfølgelig – veksles til en øl i baren.

»Alle har bakket uhyre meget op om dette nye initiativ, og med Øl’roen håber vi, at den almindelige gæst på festivalen også får øjnene op for, at det kan betale sig, hvis vi alle tænker på miljøet,« siger Søren B. Knudsen.

En af de store miljømæssige syndere på en festival er strømforbruget. Her har Kalundborg Rock’er arbejdet hårdt for, at få Kalundborg Kommune til at lægge fast miljøvenlig strøm ud til Gisseløre Stadion. Det er ikke lykkedes endnu, men i stedet skal alle generatorer på festivalpladsen køre på miljø-diesel.

Det bæredygtige initiativ er blevet til i et tæt samarbejde med Kalundborg kommune og Kalundborgegnens Erhvervsråd. Her har man i en arbejdsgruppe for ”Bæredygtig udvikling” blandt andet haft fokus på festivalen.

»Festivalen har allerede nu været med til at skabe et rum, hvor man kan tale om, hvor meget man kan gøre for miljøet med få midler og på forholdsvis kort tid. Det er vores håb, at det vil have en smittende effekt på alle andre virksomheder i på kalundborgegnen,« siger erhvervskonsulent Nina Presskorn- Thygesen.

Faktaboks: Det gør man for miljøet

Alle strøm-generatorer skal køre på miljøvenlig diesel.

Alle boder på festivalpladsen har bæredygtige checklister,
så de hele tiden kan holde øje med om de gør tingene så bæredygtigt som muligt.

Massiv indsats på affaldssortering. Indførelsen af Øl’ro,
så festivalgæster, der opfører sig hensigtsmæssigt for miljøet kan belønnes.

Faktaboks: De spiller på årets Kalundborg Rock’er:

Kalundborg Rock’er byder i weekenden den 31. juli og 1. august
på en perlerække af danske pop- og og rockkunstnere
på området ved Gisseløre Stadion.

Navnene tæller: Gnags, Hej Matematik, Brinck, Sys Bjerre,
Moonjam, Danseorkestret, Danser med Drenge, Tim Christensen,
Shu-Bi-Dua, Nik og Jay og Big Fat Snake.

Pressekontakt:
For yderligere informationer eller kommentarer kontakt:

Søren B. Knudsen, talsmand for Kalundborg Rock’er, tlf. 2072 3037 eller 2728 3037

Poul Jensen, erhvervschef i Kalundborgegnens Erhvervsråd, tlf. 2513 3202